HELTEAMBASSADØRER

Præsentation af Helteambassadørerne 2019/2020. Grundet Covid-19 har vores Helteambassadører valgt at fortsætte til 2021.

Nogle af ambassadørerne har været med på rejsen med Legeheltene i flere år. Andre er lige kommet til. Alle har et fælles ønske om at bidrage til at hjælpe indlagte børn. Mød vores Helteambassadører her.

Jesper Høvring

Jesper Høvring er dressmaker og kendt for sine smukke kreationer. Jesper har gennem sin karriere klædt et hav af fashionable kvinder på i imponerende kjoler bl.a. Kronprinsesse Mary, Sarah Grünewald, Christiane Schaumburg-Müller og mange flere. Jesper har slået pjalterne sammen med Sarah Zobel. De har i fællesskab fået stablet Charity Catwalk på benene i den gode sags tjeneste. Som en del af Jespers store engagement for Legeheltene har han også deltaget i Climb for Charity, hvor han besteg Kilimanjaro i 2019.

Sarah Zobel

Sarah Zobel er psykolog og underviser i meditation samt driver sin egen erhvervspraksis. Tillige er hun forfatter og model. Sarah har slået pjalterne sammen med Jesper Høvring. De har i fællesskab fået stablet Charity Catwalk på benene i den gode sags tjeneste. Derudover støtter Sarah også op om Charity Beauty Event. Ydermere har Sarah været på Borneo og bestige Mt. Kinabalu i forbindelse med Climb for Charity.

Jesper Lundorf

Jesper Palm Lundorf er dansk sikkerhedschef, foredragsholder, forfatter, tidligere PET agent og livvagt. Han har b.la. arbejdet med kriminalpræventivt arbejde hvor han var en af initiativtagerne inden for de såkaldte overlevelsesture med fortabte unge mennesker. Ydermere har han uddannet politiet og livvagter i brug af skydevåben, selvforsvar og taktik. Jesper har deltaget på flere Climb for Charity-ture – til b.la. Kilimanjaro, Atlasbjergene samt Kinabalu og er nu klar til Himalaya i 2020.

Michael Olesen

Michael Olesen er professionel danser og kendt fra tv-programmet Vild med Dans og Cirkusrevyen. Michael har været med til at igangsætte et fantastisk danseevent, hvor han sammen med tre andre unikke danseinstruktører sikrer årets største dansefest. Derudover deltager og støtter Michael op om Legehelteløbet. I januar 2018 var Michael ovenikøbet deltager i Climb for Charity, hvor turen gik op ad Kilimanjaro.

Kim Eriksen

Kim Eriksen er iværksætter af hjerte og har besiddet en række direktør og bestyrelsesposter i danske og udenlandske virksomheder. Kim har de sidste år intensiveret sit arbejde med velgørenhed, primært med børn som omdrejningspunkt, hvilket generelt er Kims store hjertesag. Kim har igangsat en række mindre velgørenhedsprojekter for børn senest et projekt, hvor Børneulykkesfonden også har spillet en rolle. Kim har været med Climb for Charity på Kilimanjaro i januar 2019, og han planlægger endnu en tur til januar 2020.

René Holten Poulsen

René Holten Poulsen er Danmarks mest vindende kajakroer gennem tiderne og har vundet medaljer til både OL, VM og EM samt et hav af danmarksmesterskaber. René er 3-dobbelt verdensmester og 6-dobbelt europamester og har vundet internationale mesterskaber i enerkajak, toerkajak og firerkajak. I 2015 blev han dobbelt verdensmester i enerkajak og vandt Danmarks to største sportspriser, Årets Sportsnavn og BT Guld. René drømmer om at vinde OL-guld ved OL i Tokyo i 2020, hvilket vil være hans 4. OL. I september 2018 gik en mangeårig drøm i opfyldelse for René, da han besteg Kilimanjaro sammen med Climb for Charity.

Julie Wettergren

Julie Wettergren har været smykkedesigner siden 1998, og hendes smykker er feminine og delikate, oftest med en rå undertone, og udtrykker alle, hendes særlige æstetiske og unikke sans. Hvert design er lavet med - og ud af - kærlighed til smukke håndlavede kvalitets smykker, -og allerede elsket verden over af personer, der holder af personlig stil. Julie har blandt andet stået i spidsen for designet af det fineste armbånd til fordel for Legeheltene.

Andreas von der Heide

Andreas von der Heide er 30 år og founder af det populære tøjmærke Les Deux. Han har altid arbejdet dedikeret og målrettet med alt, hvad han har beskæftiget sig med – uanset om det har været arbejde eller fritid. Andreas har tidligere brugt en stor del af sin  tid på at dyrke ekstremsport, og han har flere 100 kilometers-ture bag sig og har endda gennemført Racing the Planets 250 kilometer på tværs af Sahara.

Han er far til tre og har for nylig haft et barn indlagt i tre måneder, hvorfor han om nogen forstår, hvor stor en forskel Legeheltene gør for børn, der er indlagt.