HELTEAMBASSADØRER

Præsentation af Helteambassadørerne 2021/2022.

Nogle af ambassadørerne har været med på rejsen med Legeheltene i flere år. Andre er lige kommet til. Alle har et fælles ønske om at bidrage til at hjælpe indlagte børn. Mød vores Helteambassadører her.

Nickolai Damgaard

Nickolai Damgaard er Biohacker, High Performance Coach, foredragsholder, forfatter samt tidl. radiovært. Nickolai brænder for at skabe et paradigmeskifte, hvor man har en mere proaktiv tilgang til sundhed. Nickolai elsker at arbejde med mennesker og optimere dem, lige netop, der hvor de er i livet.
Desuden er han kæmpe fan af naturen og det, den gør ved os mennesker. Nickolai er faldet pladask for Legeheltene og har samlet ind til dem via Kilimanjaro, Mammut March, Rasmus Klump-løb, Fars Dag og skal snart ud på en 350 km lang vandring på Island.

Lisbeth Malby

Lisbeth Malby har været i restaurationsbranchen i mere end tyve år. Hun er mor til Astrid og Willy, iværksætter og investor. Lisbeth har på det personlige plan brugt en del tid som pårørende på hospitalet. Hun ved, hvad det vil sige, når dem man elsker er syge, når man bliver bange på deres vegne og på egne, når man venter på svar, tiden som kan stå stille, når man er utryg for, hvad fremtiden bringer, når man er trukket ud af sine vante rammer og lagt på en hospitalsstue. Hun siger, at det er en skræmmende oplevelse som voksen, så hun kan godt forstå, hvor skræmmende det må være som barn. Lisbeth glæder hun sig rigtig meget til at være en del af legeheltene, og hun glæder sig til at samle en masse penge ind, så Legeheltene kan blive ved med vokse, og endnu flere børn kan få glæde af dem.

Patrik Wozniacki

Patrik Wozniacki er tidligere professionel fodboldspiller og arbejder nu som fodboldagent og tenniskommentator på TV2 Sport. Han er blevet bidt af padel-tennis og bruger meget af sin fritid på det. Patrik har altid elsket udfordringer, og planen var, at han ville med Legeheltene op ad Kilimanjaro i februar 2018. Det faldt dog sammen med Australian Open i tennis, hvor han valgte at blive hjemme og heppe på sin søster Caroline Wozniacki, der vandt Australian Open det år. Han har sidenhen i 2020 besteget Kilimanjaro sammen med sin familie.
Patrik elsker at gøre en forskel og hjælpe specielt udsatte børn og børn, der har det svært. Han har tidligere lavet en forskelligt charity-arbejde bl.a med børnehjælpsdagen. Og til fordel for Legeheltene er han bl.a. med til at arrangere Charity PadelCup.

Jimmi Andersen

Jimmi Andersen har været beskæftiget med kommunikation til børn og børnefamilier i 25 år, bl.a. som partner i bureauet, Kid:vertising. Han har haft en finger med i spillet  på successer som Sun-Lolly, Skolemælk, Batman, Harry Potter, Paw Patrol og Kids Coolshop mv. – derudover har han også været aktiv i Team Rynkeby i mere end 8 år – hvoraf de sidste 5 år som rytter – og har bl.a. været med til at generere store beløb til kritisk syge børn ved arrangementer som Bingo Banko for Børnecancerfonden, udvikling af Rynkeby øl, som blev leveret til døren med Rynkeby ryttere, talrige støttekoncerter osv. – og han har det sidste år været ”socialminister” for Team Rynkeby Østjylland. Jimmi er initiativtager til netværket, Kids Marketing Network.  Bestyrelsesmedlem i fonden Barn-til-barn, der donerer penge til børn, der har brug for støtte. Som barn var Jimmi indlagt med en hjertesygdom og har bl.a. derfor en meget stor interesse i at gøre en positiv forskel for indlagte børn igennem Legeheltene.

Dea Kudibal

Dea Kudibal står bag tøjmærket Dea Kudibal, som hun grundlagde i 2003. Derudover er hun medvært i onlineprogrammet “Magisk Mandag” på Speakerbee.com, der handler om iværksætteri og søstersind med gæster som Ellen Hillingsø og Lina Rafn. Hun er uddannet i Fashion Management fra London College of Fashion.
Dea ønsker at gøre en forskel for indlagte børn i Danmark og er en del af Helteklubben 2021/2022.

Kennie Frederiksen

Kennie er en ung mand fra det nordjyske. I starten af skoletiden fik han tics og der var flere andre ting ved hans adfærd, som gjorde at der blev sat gang i en langvarig udredning. Da han var 21 år stod han med et stykke papir, flot dekoreret med en masse forskellige diagnoser.
Kennie har været med i flere TV programmer og holder foredrag, hvor han fortæller om sin historie, livet med tourette og de værktøjer han bruger, for at få hverdagen til at fungere med diagnoser som tourette, Asberger og OCD.
Kennie ønsker at gøre en forskel for indlagte børn i Danmark og er en del af Helteklubben 2021/2022.